Sådan startede det......

To Troubadourer opstod omkring 1993.

Vi spillede i et hyggeorkester "Øresundsgasterne" sammen med Kaj og Inga Agerbæk, Verner Lund og Erik . Kaj og Inga kunne deres kram, de elskede alle de gamle danske og svenske viser, og Kaj kunne fortælle veldokumenterede historier om alle de dejlige gamle viser vi sang. Vi oplevede at  folk elskede at få viden om de viser vi stod og sang, vi oplevede folks glæde ved musikken.

På et tidspunkt fik vi et tilbud om at spille for et helt specielt publikum, men der var kun plads til 2 optrædende. Denne optræden gik så godt, at det herefter var helt naturligt at vi dannede vores  egen musikgruppe. Musikken fik nu en drejning til de nyere nordiske viser, og vi arbejdede på, at kun 2 guitarer kunne udfylde opgaven. I Øresundsgasterne var der nyckelharpe, kontrabas, harmonika, mundharpe og sav.

Vi har nu et viseprogram på ca. 100 viser og sange, der kan bruges til højtider, fester og på store og små scener.

Almers årlige tur på landevejen sammen med landevejsridderne har nu givet stof til et foredrag vi kalder "Villaejer og vagabond". Et foredrag med musiske indslag.